19 November, 2016

I oktober måned afholdte jeg et 4 dages stilhedsretreat på Samsø.
En af deltagerne, Susanne Vigsø Grøn, skrev i den forbindelse en meget fin klumme om det at være på stilhedsretreat.
Jeg synes den er skrevet så ren og ærlig og jeg vil rigtig gerne dele den med Jer.

God Læsning

Kærlig hilsen, Anette

 

Af Susanne Vigsø Grøn

"For en måneds tid siden havnede jeg – helt uventet og ganske uforberedt – lige midt i en af de mest bevægende oplevelser i mit liv. Den rørte mig så dybt, at jeg græd. Tårerne trillede simpelthen bare sagte ned ad kinderne på mig, mens jeg sad dér ved et spisebord blandt lutter fremmede ansigter.

Jeg var på silent retreat, stilheds-retræte. Havde betalt i dyre domme for at tilbringe fire dage med 13 – for mig – ukendte mennesker, i stilhed, meditation og yoga. Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle blive en oplevelse, der kom til at sætte så dybe spor i mig.

For hvad er egentlig meningen med at stemple ind i et fællesskab med mennesker, man aldrig har set før, og muligvis aldrig kommer til at se igen, for at gå tavst op og ned ad hinanden i et par dage?

Det skal jeg fortælle dig: Stilhed i et fællesskab går direkte i hjertet. Der bliver i stilheden skabt en energi og en forbundethed, som ingen samtale nogensinde kan. For det er en forbundethed af noget større end ord mellem dig og mig. Noget usynligt, men meget meget tilstedeværende.

 

Vi har alle vores egen historie

Da vi mødte hinanden første gang torsdag eftermiddag, var der ikke stilhed. Da talte vi i gruppen om, hvorfor vi var kommet, og hvor vi hver især var i livet. Nogle fortalte en hel masse, andre sagde ikke så meget. Men vi var alle kommet der med et hjerte, der var åbent over for at se noget nyt, både inde i os selv og i mødet med hinanden.

Fredag var der en smule snak og lange stille perioder. Og fredag aften mediterede vi ind i dyb stilhed, som skulle vare til søndag formiddag. Et halvt døgn senere, lørdag morgen ved morgenbordet, var det så, at den ramte mig: Stilheden i fællesskabet.

Jeg sad der ved det lange bord, spiste min morgenmad, og kiggede rundt på hver og én ved bordet og blev ramt af en meget klar og tydelig bevidsthed om, at hvert enkelt menneske er så fuldt af eget liv og en egen historie. Hende, der har fået konstateret en kronisk sygdom og har fået vendt sit liv på hovedet. Hende, der har været ude for en ulykke for længe siden, og som derfor aldrig kommer til at kunne passe et job. Eller hende, som er rigtig glad for sit livs otium, men bare har lyst til at finde nye dybder.

Hver har helt sin egen historiefortælling, helt sit eget liv, helt sine egne udfordringer, forklaringer og løsninger, men sammen er vi en enhed. Sammen kan vi hjælpes ad med at bære hinandens og egne byrder.

”Glem fordomme og forudindtagede holdninger – du ved ingenting”, kunne jeg høre en stemme i mit hoved sige. ”Det eneste, du ved, er, at vi alle kæmper vores kampe af hver vores grunde, og til det har vi alle brug for hinanden – for vi er sociale væsener”.

 

Rollerne forsvinder, når ordene forsvinder

Dér i tavsheden blev alle barrierer nedbrudt. De roller, som vi alle tager på os i de vante rammer, var væk. For ingen kan være den sjove, den dominerende eller den forsagte, når alle er tavse. Lige dér var vi alle lige. Og det åbner for en helt speciel sårbarhed, der kalder på kærlige og omsorgsfulde følelser.

Jeg blev ramt af den allerdybeste ømhed for hver enkelt af de mennesker, der sad omkring mig. Baseret på de få og begrænsede informationer, jeg havde om hver enkelt person, formåede jeg der i tavsheden at sætte mig i deres sted, at mærke deres smerte, glæde og bekymring i mit eget hjerte på en måde, som smalltalk over havregrøden ville have smadret.

Dér gik det op for mig, at der er stor visdom i stilheden. At der er stor forskel på samvær og samhørighed, og at samhørighed ikke kræver hverken penge, ord eller tid. Alt, det kræver, er øjenkontakt, nærvær og et åbent sind.

Og det har jeg taget med mig ud i den talende og larmende verden, som jeg – ligesom de fleste andre - trods alt lever i: Luk munden, åbn hjertet og tag et kig på de mennesker, du omgiver dig med. Din kollega, din partner, din chef, din svigermor, naboen eller den sure dame i Netto-køen. De har alle en historie, der byder dem lige så meget smerte, glæde og bekymring, som du har, og det gør dem til de mennesker, de er."


Læs også klummen på dr.dk

Tilbudte retreats 2017

 





Tilføj kommentar